1 år!

I går var det præcis 1 år siden, jeg klemte Henriks hånd og min krop gik total i overlevelses mode, da jeg fik af vide, at jeg havde brystkræft.

Min naive tankegang tænkte: “Okay, så åbner I vel bare op og fjerner den lille satan og så er det vel dét, ik´”?

Jeg sad overfor en venlig og sympatisk brystkirurg og sygeplejerske, der gjorde deres allerbedste for at informere mig om alt det, der nu skulle ske og stille og roligt, pillede min naive tankegang fra hinanden.

Okay, det var overhovedet ikke en “åben op og så er det dét” kind of thing, der ventede – Tværtimod!

Hvad kan man nå på 1 år?

Når jeg ser tilbage på året, der er gået (hej nytårstale), er det jo helt vildt, hvad der er foregået af diverse behandlinger, samtaler, undersøgelser og lign.

Telefonen bimler, bamler og blinger, med diverse notifikationer fra “Min Sundhedsportal”.

Utallige sms´er, der minder dig om tiderne på diverse aftaler, små bling fra e-boks, der indkalder dig til nye undersøgelser og mails, der understreger, at sundhedspersonalet godt ved, du kan lide af kemohjerne, når der sendes endnu en påmindelse om tid og sted.

Jeg skal jo på ingen måde brokke mig, for jeg er selvfølgelig glad for, de fyrer den af og sørgede for den vildeste bekæmpelse og nu forebyggende behandling.

Men min naive tankegang, fik sig noget af en overraskelse, da det gik op for den, hvad der ventede forude – Den rejse, jeg nu skulle på, ville blive fyldt med uvejr og høje bølger.

Ohøj derude!

Og hvad ventede der så derude? Hvad skulle der til, for at gøre mig kræftfri?

Jeg startede ud med knap 5 måneders kemoterapi – Ækelt, men livsnødvendigt.

Det var her, jeg mærkede en træthed, jeg ALDRIG før havde mærket og opdagede, at dét at skulle tømme opvaskeren, kunne ende ud i helt dagsprojekt.

Det var her jeg fandt ud af, hvad “det smager af kemo”, dækker over og her, jeg måtte vinke farvel til mit hår, der næsten nåede ned til nummergøjen.

Samtidig med min kemoterapi, startede jeg op på en antistofbehandling.

Det var her, jeg fandt ud af, at sjældne bivirkninger virkelig har et ømt punkt for mig.

En allergisk reaktion sendte mig til tælling og sørgede for, jeg fik stiftet bekendtskab med onkologisk sengeafsnit i 3 dage.

Blandingen af kemoterapi og antistof, gjorde mig også opmærksom på noget, jeg aldrig troede kunne ske – At have forstoppelse OG diarré på samme tid, er åbenbart en ting, når man er pumpet med giftig medicin.

(beklager udviklingen i mit skriv – Jeg skal prøve at beherske mig fremover)

“Har jeg tisset”?

Efter endt kemoforløb, stod den på operation.

En brystbevarende operation, der skulle fjerne knuden, der desværre ikke havde taget særlig stor skade af den kemo og antistof cocktail, der var pumpet ind i mine årer.

Jeg var SÅ nervøs!

Jeg har aldrig været i narkose før og tanken om, at jeg måske ikke ville vågne op igen, åd mig simpelthen op.

Heldigvis er vores sundhedspersonale FANTASTISKE og kunne berolige mig med, at narkosen i værste tilfælde kunne gøre mig dårlig, men at de absolut havde alle intentioner om at vække mig igen.

Det sidste jeg husker er, at jeg siger: “Så, nu falder jeg vist i søvn” og så vågnede jeg igen.

Af én eller anden grund, var jeg simpelthen så nervøs for at have tisset.

Tænk, hvis man slappede så meget af under narkosen, at det hele ligesom gav slip og man så lå der og niflede under operationen – Det havde virkelig været en mood killer, tænker jeg.

“Har jeg tisset”, er derfor det første jeg ytrer, efter at være vågnet, efterfulgt af “tusind tusind tak for jeres tid”, da de beroliger mig med, at der ikke er niflet under operationen.

Jeg reagerede overraskende fint på narkosen og kunne komme hurtigt hjem.

Det endte jeg med at være rigtig glad for, da jeg måtte en tur på operationsbordet igen.

“Måske du bare kunne give en kop kaffe”?

Desværre var der ikke nok fri rand omkring tumorområdet og samtidig, havde det ikke været lymfeknuder, de havde fjernet og ville undersøge.

Så jeg skulle ind igen og denne gang ville de få undersøgt lymfeknuderne i skildvagten med det samme. Hvis de fandt noget ballade dér, ville de fjerne alle lymfer i venstre arm.

Det var samme kirurg, der skulle operere mig igen.

Jeg spurgte hende, om hun ikke bare kunne have inviteret mig på en kop kaffe, hvis hun så gerne ville se mig igen.

Det løsnede heldigvis en smule op for stemningen og jeg var helt tryg, da jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede op uden at have tisset, men havde i mellemtiden fået lagt et drop i foden – Så har man prøvet det og jeg tænkte, at de bare skulle fyre den af, så længe jeg lå og sov og ikke kunne mærke noget.

Nede på opvågningen måtte kirurgen desværre fortælle mig, at de havde fjernet alle lymferne i venstre arm, da der var fundet metastaser i en lymfe i skildvagten.

Pis og lort!

“Operationen er gået godt”

Det var bare den fedeste sætning at høre, efter to operationer.

Jeg måtte vente på svar i 3 uger.

Er du klar over, hvor længe 3 uger føles, når du har fået af vide, at der var fundet metastaser i en lymfeknude?

Og er du klar over, hvor mange gange man er ved at dø af alle mulige former for kræft, når man bare går rundt og venter på svar?

Der var nu en fin afstand til tumorområdet og der var “kun” metastaser i den ene lymfe ud af 15.

Da jeg spurgte, om det kunne have spredt sig til andre dele af kroppen, fik jeg forklaret, at det så man virkelig sjældent, når der ikke var mere ballade med lymferne, end der var hos mig.

Så det valgte jeg naturligvis at stole på og tro på, at jeg nu var kræftfri!

“Skvulp, skvulp og mere skvulp”

Efter den anden operation, fik jeg store problemer med væske i brystet og omkring operationssåret.

Når jeg rejste mig op, kunne jeg høre og mærke, hvordan det skvulpede inde i brystet – Aaaaadrrr!!!

Jeg kom ind på brystkirurgisk afdeling for at få drænet brystet 2 gange. Og ja, det er PRÆCIST lige så klamt, som det lyder.

Kender du lyden, når et barn skal suge det absolut sidste ud af juicebrik? Oh well, you get the point.

Så er min historie om forstoppelse og diarré på samme tid, slet ikke så slem, vel?

“Phew, phew, phew”

Ovenstående er mit, lidt kiksede, forsøg på at “lyde” som en lasergun.

Det var nemlig den lyd, jeg udstødte, når jeg skulle fortælle folk, at jeg skulle til strålebehandling – Det lød en smule sejt, synes jeg.

33 gange – Som i TREOGTREDIVE (!!!) gange stråleterapi.

Det virkede simpelthen SÅ uoverskueligt at skulle køre 2,5 time hver dag for at få 10 minutters behandling.

Men på én eller anden måde, kom jeg igennem. Med mange bivirkninger, bevares – Men jeg kom igennem.

Trætheden, jeg mærkede under mit kemoforløb, havde været enorm og jeg troede aldrig, jeg skulle opleve noget lignende.

Stråleterapi træthed: “Hold my beer”!

Wow, det var som at få et bat i hovedet og intet hjalp – Hverken gåture, en morfar eller andet.

Da huden under min arm og på mit bryst så også begyndte at blive svitset af, var det sgu en smule op ad bakke, synes jeg.

Men alligevel får man kæmpet sig igennem – Du har ikke rigtig noget valg, medmindre du har takket nej til behandlingen.

Da jeg kørte derfra, efter sidste behandling, stortudede jeg.

Både af glæde, men også fordi jeg faktisk var skide ked af det. Jeg kunne slet ikke styre det og har stadig svært ved at sætte ord på, hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde.

Tryghed

Det lyder mærkeligt, men i de forskellige forløb, var jeg faktisk tryg.

Jeg var tryg under mit kemoforløb.

Jeg fik medicin hver uge, der skulle gøre has på kræften og forhindre den i at gå bananas.

Jeg var tryg under mit stråleterapiforløb.

Jeg var dagligt sammen sygeplejersker, radiologer og andre kloge mennesker, der kunne guide mig og holde øje med om alt så fint ud.

Så da man pludselig stod alene og “bare” skulle have behandling hver 3. uge, blev jeg helt vildt overvældet af alle mulige følelser.

Jeg valgte at rumme alle følelserne og være meget åben omkring den ensomhed, man pludselig følte efterfølgende.

Det hjalp og jeg havde gode mennesker, der kunne gribe mig.

“Nu skal jeg “bare” komme hver 3. uge”

Ordene nåede jeg netop at blære mig med, da jeg talte med en anden patient en dag, hvor jeg var til antistofbehandling.

For det var nemlig sådan, det skulle gå fremover.

Hver 3. uge skal jeg have min antistofbehandling på onkologisk afdeling i Næstved indtil februar måned 2022.

Men derudover, var jeg ved at være i mål.

Altså bortset fra, at jeg skal have antihormon piller (Tamoxifen) de næste 10 år, for at forebygge et eventuelt tilbagefald – Piller, der ligesom alt andet man får i dette forløb, kan give voldsomme bivirkninger.

Men det er jo bare en lille pille, der skal tages 1 gang om dagen – Hvor svært kan det være?

“Jeg tror, jeg har forstrukket en muskel”

Efter jeg havde blæret mig med, at jeg snart var færdig med alt det renderi på hospitaler, blodprøver, samtaler osv., klagede jeg lidt til min sygeplejerske og fortalte, at jeg vist havde forstrukket en muskel i underbenet.

“Der er jo en lille chance for, at det kan være en blodprop i benet. Tamoxifen kan jo have den bivirkning”, forklarer min søde sygeplejerske og fortalte, at hun gerne lige ville have mig tjekket hos onkolgen.

Pis og lort – Det gider jeg simpelthen ikke!

Nåh, efter min behandling kom jeg ind til den nye læge på afdelingen.

“Det er en forfærdelig ventetone”, klagede hun, da hun sad i telefonkø for at booke en ultralydsscanning til mig.

“Vil du høre med”, spurgte hun.

“Ellers tak, jeg har lige overlevet kræft, jeg har været rigeligt igennem”, svarede jeg.

Det synes hun heldigvis var sjovt og så var tonen ligesom lagt.

Endelig blev hun befriet for den forfærdelige ventetone og bestilte en ultralydsscanning til mig.

“Ja, der er de”

Jeg fik scannet hele benet fra lysken og ned.

Da hun nåede til stedet, hvor jeg havde “forstrukket en muskel”, konstaterede hun friskt: “Ja, der er de”.

“De”??????

Der var åbenbart mere end én og det var dem, der gav mig de smerter – Jeg troede blodpropper ville være en mere stikkende smerte, men man lærer jo noget nyt hele tiden.

Tilbage på onkologisk afdeling, hvor jeg med det samme blev startet op på medicin.

“Ahmen, Rikke altså”, sagde min søde sygeplejerske, da hun så jeg var vendt tilbage og nu havde fået endnu en bivirkning, der ikke ses så tit.

Så nu kunne jeg så se frem til flere hospitalsbesøg, undersøgelser og prøver, som jeg ellers lige havde regnet med, var ved at være fortid.

Pause

Jeg har længe været utilpas.

Kvalme, træthed, ondt i led, hovedpine og meget andet, har domineret helt vildt i snart 2 måneder.

Jeg klagede min nød til min sygeplejerske og med et go fra onkologen, blev jeg stoppet på Tamoxifen, som jeg selv mistænker, overhovedet ikke er på min side – Tværtimod!

Faktisk er jeg næsten lige så dårlig, som da jeg var i kemobehandling.

Så jeg ser frem til at få en pause fra Tamoxifen og se, om det kan gøre en forskel.

At min blodfortyndende medicin så giver mange af de samme bivirkninger, er så ikke så smart, men jeg må stole på, de ved hvad de giver mig og holder øje med mig.

Der er andre præparater på markedet og jeg tænker, jeg kan blive tilbudt noget andet, hvis det viser sig, at Tamoxifen og jeg ikke kan sammen.

Men hvis jeg fortsætter med at være så utilpas, må vi jo prøve at finde ud af, hvad der så kan være galt.

Hvad så nu?

Det er surrealistisk at se tilbage og tænke over, hvor meget, der er sket på 1 år.

Hvor mange behandlinger, jeg har fået.

Hvor mange undersøgelser, der er blevet foretaget.

Hvor mange prøver, der er blevet taget.

Hvor mange samtaler, jeg har haft.

Men det er mere surrealistisk at tænke på, at jeg endnu ikke er færdig.

Som skrevet, skal jeg have antistofbehandling hver 3. uge, indtil februar 2022.

Jeg skal have antihormonpiller de næste 10 år og blodfortyndende på ubestemt tid.

“Du er rask”

Ordene kom fra min onkolog, lige inden mit stråleterapi forløb.

Man burde jo hoppe op og ned af glæde, men der var bare noget, der blokerede helt vildt for glædesfølelsen og stadig gør.

Jeg er SELVFØLGELIG virkelig glad og taknemmelig for, hvor langt jeg er nået, men jeg føler mig ikke rask.

Jeg er kræftfri – Men det synes jeg ikke er det samme, som at være rask.

Som skrevet, har jeg været utilpas i snart 2 måneder.

Man er ikke rask, når man har kvalme, hovedpine og ondt i leddene i flere måneder, der lige toppes med en gang blodpropper.

Mit venstre bryst er stadig utrolig ømt og fyldt med arvæv, efter strålebehandling og operation og hele området omkring brystet, føles som om det har fået tæsk med et bat.

Min venstre arm er fuldstændig følelsesløs på bagsiden og hele armen snurrer helt ud i fingerspidserne.

Jeg får de vildeste hedeture om natten, hvor jeg vågner og næsten ikke kan få luft af varme.

Min mave er et stort rod, efter mange måneders medicinindtag.

Mine lunger har fået én over nakken, efter min strålebehandling og jeg kan blive forpustet af at smørre en rugbrødsmad. Okay, jeg var også i virkelig dårlig form inden, men jeg kunne trods alt mere end jeg kan nu.

Der bliver ikke lagt meget arm herhjemme, da jeg har mistet virkelig meget kraft i arme og hænder.

Uro, krampe i musklerne og væskeophobning er desværre også inviteret med til festen.

Og så får jeg hyppige flashback til “clearasil i litermål” fasen, når jeg får bumselignende udslæt, der står i en endnu større kontrast, når mine bryn og vipper falder af med jævne mellemrum.

Pis og lort!

Så nej, jeg er ikke rask!

Der kommer mere ynk!

Udover alle de fysiske skavanker, jeg har reddet mig, er min hjerne ved at eksplodere.

Hovedpine? Shit, det må være hjernekræft!

Ondt i maven? Shit, det må være tarmkræft!

Ondt i knæet? Shit, det må være knækræft!

Oh well, you get the point.

Alle fortæller mig, at det er helt normalt at blive kørt i sænk efter sådan en omgang.

I flere måneder, har man bare bulret derudaf, for at blive kræftfri og få overstået sine behandlinger. Og når man så er færdig, står man lidt og tænker: “Hvad fanden skete der”?

Pludselig har man tid til at tænke og tankerne får bare frit løb. Man er ikke længere fanget i en kemo/operation/stråle tåge, der “skærmer” for tankemylderet – Der er bare fri tankemylder for alle pengene!

Så nej, jeg er ikke rask – Jeg er ødelagt både fysisk og psykisk!

“Det går”

Det er virkelig svært at være så langt i forløbet, men stadig være så dårlig.

Der er utrolig mange, der forventer, at jeg bare er på toppen igen og alt er som før jeg fik kræft.

De ser ikke alt det jeg bøvler med og prøver at få styr på. De fokuserer på, jeg ser bedre ud nu, ikke får kemo mere og er færdigopereret.

Men at jeg nu har fået noget, der faktisk ligner en selvvalgt frisure, fået mere farve i kinderne og mine sår er helet, er ikke ensbetydende med, at alt er fjong.

Jeg kan se, at mange bliver utilpasse, når de spørger hvordan jeg har det og jeg svarer: “Det går”.

Det er slet ikke det, de regner med – Man kan tydeligt mærke, at de regner med at alt er godt igen og de ikke ved, hvordan de skal svare.

Jeg kan sagtens rumme det – Det mener jeg.

Men jeg vil også rigtig gerne advokere for, at man rummer os, der har kæmpet med en livstruende sygdom og er blevet pumpet med medicin og dårlige tanker i mange mange måneder – Der er plads til os alle, tænker jeg.

Så bare sig: “Hold kæft, noget skrammel – Jeg håber, der snart er noget medvind på vej til dig”.

Og det samme gælder, når man spørger pårørende – De kæmper også en hård kamp og fortjener at blive grebet af dem omkring sig.

Og hvis du går helt i baglås, så bare sig det som det er: “Jeg er virkelig dårlig til det her, men jeg kan give dig en high-five og håbe på det bedste”.

“Ynk, ynk, ynk”

Det var vist mere end rigeligt ynk, tænker jeg.

Men heldigvis, er det hele ikke ren ynk.

Jeg griner stadig mere, end jeg græder!

Jeg har de bedste mennesker omkring mig – De forstår mig, spørger ind til mig, passer på mig og rummer alle mine følelser, både de gode og knap så heldige.

Jeg er kræftfri! Det er fandeme fedt og jeg er stolt over, at jeg har vundet kampen!

Jeg har kæmpet sammen med Henrik og Louie, der hver dag har gjort en forskel – Uden dem, ved jeg slet ikke hvor jeg ville være nu.

Selvom det er på de helt forkerte præmisser, har jeg mødt nogle stærke, seje og smukke kvinder, der kæmper samme kamp som jeg og inspirerer mig til at kæmpe hårdt.

Jeg er i live! Jeg er her endnu og jeg har INGEN intentioner om at skride foreløbigt.

Og det er trods alt det allervigtigste lige nu – Jeg har virkelig nået meget på 1 år!

Og en dag, bliver det hele forhåbentligt bedre – En dag er kræft, sygdom, bivirkninger eller lignende, ikke det første jeg tænker på om morgenen eller det sidste inden jeg falder i søvn.

Tusind tak

Tusind tak fordi du læste med!

Det betyder enormt meget for mig at mærke en opbakning i alt det her – Tusind tak!

We got this!